|
20. december 2006
Danskerne er ikke overbevist om ægteskabets uforgængelighed: Hele 44 procent er uenige i at ægteskab er for livet. Undersøgelse fra ACNielsen viser at danskerne er mere pragmatiske end det globale gennemsnit – vi ligger 14 point under det globale gennemsnit når det kommer til troen på ægteskabets ubrydelighed. Vores nordiske nabolande, Sverige og Norge, er mere traditionelt anlagt: 78 procent af nordmændene og 68 procent af svenskerne tror på at ægteskab er for livet.
Og ægteskabet er ikke alfa og omega for danskernes succeskriterium i livet: kun en ud af fem betragter ægteskab som et af deres store mål i livet. Globalt set fordobles dette tal: hele 44 procent betragter ægteskabet som et af deres store mål i livet. Særlig de Asiatiske lande bekræfter denne holdning. Dog holder Norge det globale niveau, hvor hele 45 procent betragter ægteskabet som et af deres store mål i livet.
Et langt og stabilt forhold er lige så godt som ægteskab – det mener 83 procent af danskerne i hvert fald. Dette ligger 16 point over det globale gennemsnit. Globalt set placerer danskerne sig i top5 over dem der mener, at et langt og stabilt forhold er lige så godt som ægteskab.
Men når det så er sagt, tror vi dog stadig på kernefamilien: På trods af danskernes skepticisme om ægteskabets uforgængelighed er hele 79 procent uenige i at konceptet omkring ægteskab ikke er relevant i dag. Danskerne ligger i en global top6 over de lande der er uenige i at konceptet omkring ægteskab ikke er relevant i dag.
Troen på konceptet omkring ægteskabet kommer også til udtryk på anden vis: Danskerne tror på at børn hvis forældre er gifte er mere tilfredse end børn af forældre der er skilt. Hele 70 procent af den danske befolkning mener dette er tilfældet. Sverige og Norge placerer sig lidt under det danske gennemsnit med henholdsvis 61 procent og 63 procent. Globalt set mener 74 procent at børn af gifte forældre har en bedre opvækst.
Om Undersøgelsen
ACNielsen’s Globale Online Survey foretages to gange årligt og er den største af sin slags. Undersøgelsen har fokus på at måle nuværende forbrugertillidsniveauer, forbrugsvaner og tendenser, samt forbrugernes primære bekymringer på tværs af 41 lande og omfatter 22.000 respondenter. Undersøgelsen inkluderer Europa, Asia Pacific, Nord Amerika og de Baltiske lande. Nærværende undersøgelse er fra juni 2006.
Om ACNielsen
ACNielsen – en VNU virksomhed – er verdens ledende leverandør af markedsinformationer. Vi tilbyder services i mere end 100 lande og foretager målinger og analyser af udviklingen på det globale marked kombineret med forbruger adfærd og holdninger.
Tilbage til toppen
|